Registranterne skal fremsende et forslag til udførelse af forsøg, hvis de har til hensigt at udføre et nyt forsøg som opført i bilag IX og X til REACH. ECHA behandler (i henhold til artikel 40 i REACH) alle forslag til udførelse af forsøg, som registranterne indgiver, og sikrer, at alle forslag til udførelse af forsøg tager sigte på de faktiske oplysninger, der behøves, og at man undgår unødvendige forsøg, navnlig når forsøgene omfatter hvirveldyr.
Afvisning af forsøgsforslag
Der er flere grunde til at lukke behandlingen af et forslag til udførelse af forsøg, inden det henvises til medlemsstatens kompetente myndigheder. Hertil hører ophør af registrantens fremstilling eller import, tilbagetrækning af forsøgsforslag og at forslaget ikke kan behandles.
Forslag til forsøg kan ikke behandles, når REACH ikke stiller krav om behandling af forslaget. Dette gælder i følgende tilfælde:
- forslaget vedrører endepunkter i bilag VII og VIII
- forsøget er allerede i gang eller er gennemført
- forsøgsforslaget fremlægges i stedet for forsøgsresultater som svar på en tidligere afgørelse, der er truffet af en medlemsstats kompetente myndighed i henhold til artikel 16, stk. 1, eller stk. 2, i direktivet om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (jf. også artikel 135 i REACH) .
- forsøgsforslaget er medtaget som resultat af en afgørelse fra ECHA om overensstemmelseskontrol eller stofvurdering.